I morgen fredag er det International Aids-dag, og masser af politikere fra hele verden mødes i New York for at "fejre" dagen og forhåbentlig diskutere fremtidige strategier mod epidemien.
Temaet i år er ”accountability” – ansvarlighed. Ansvarlighed kan tolkes på mange måder, men jeg forbinder det umiddelbart med de globale 2015 mål, som stats- og regeringschefer vedtog på udviklingsområdet i år 2000. Et af målene lød:"Vi kan stoppe spredningen af hiv/aids og andre smitsomme sygdomme". Ja gid det var så vel, men målet opfyldes ingenlunde inden år 2015 uden mirakler!
På det afrikanske kontinent må det konstateres, at landene hver især er ved at tabe kampen mod hiv/aids. Ifølge UN Aids nyeste rapport, bor godt 10 % af jordens befolkning i landene syd for Sahara, og regionen huser tilmed 60 % af alle hiv smittede – i alt 25.8 million. I 2005 blev endnu ca. 3.2 millioner mennesker smittet, mens 2.4 millioner voksne og børn døde af aids. Dog skal det understreges, at ifølge UN Aids har Afrika i dag 800.000 mennsker med aids i behandling med livsforlængende medicin - hvilket er et kæmpe skridt på vejen i forhold til for blot få år tilbage.
I Zimbabwe er mindst hver femte voksne hiv positiv, hvilket er op mod 1.6 millioner mennesker. Mindst 3000 mennesker dør af aids eller aids-relaterede sygdomme hver uge. Hvert femte barn har mistet én eller begge forældre og hvert 20. minut bliver et nyt barn forældreløs. FN´s børnefond UNICEF forudser at Zimbabwes gennemsnitslevealder vil falde fra 34 til 27 i løbet af det næste tiår (fra 62 i 1990). Andre eksperter har endvidere udregnet, at såfremt den dårlige udvikling fortsætter, risikerer Zimbabwe i 2007 at blive det første land i verden, der måler en befolkningsvækst på 0 %. Ifølge regeringen er der dog en positiv udvikling at spore, idet der er sket et fald af hiv smittede blandt den unge generation.
Det er ikke så mærkeligt, at kampen mod hiv for de fleste zimbabwianere ser ganske håbløs ud især pga. landets økonomiske krise, den tiltagende fødevaremangel samt mangel på aids-medicinen ARV. I Zimbabwe har kun en lille minoritet råd til at købe den livsvigtige medicin ARV, som, hvis kombineret med en varieret kost og sund livsstil, øger ens immunforsvar og dermed kan forlænge ens levetid med adskillige år. Organisationen "Human Rights Watch" rapporterer ifølge "The Zimbabwian", at kun 25.000 mennesker ud af de 350.000 trængende i Zimbabwe har adgang til behandling med ARV.
Hvad skyldes denne tilsyneladende ukontrollable stigning af hiv smittede i Zimbabwe og det øvrige Afrika syd for Sahara? Hiv forebyggelse og oplysning udviklet af diverse hjælpeorganisationer er blevet formidlet på tværs af de sydafrikanske lande i over 20 år. Hvorfor giver oplysningen ikke bedre resultater? Hvad skyldes denne enorme kløft mellem teori og praksis? Hvorfor falder antallet af hiv smittede ikke i det sydlige Afrika?
Det sydlige Afrika kan ikke skæres over én kam vedrørende spørgsmålet om status af hiv/aids, idet landene har hver sin socioøkonomiske samt kulturelle baggrund, der skaber hver sit grundlag for sygdommens udbredelse og karakter. I Zimbabwes tilfælde vil årsagen til den fortsatte stigning af hiv/aids smittede ifølge flertallet i befolkningen forklares med den ekstreme fattigdom og det deraf utilstrækkelige uddannelsesniveau eller en generel mangel på viden om sundhed. Ingen tvivl om at de nævnte faktorer har yderligere negativ effekt på hiv/aids udbredelsen i Zimbabwe, men de udgør langt fra hele årsagen.
Årsagen til den fortsatte stigning i hiv smittede, mener jeg, skyldes den traditionelle zimbabwiske kultur og de deraf givne adfærdsmønstre. Den patriarkalske samfundsstruktur, som i overvejende grad er dybt forankret i alle sociale samfundslag, er for mig at se grundpillen i den zimbabwiske kultur. Den giver per definition al magt til mændene, skaber stor ulighed mellem kønnene og kvinderne har kun få ubetydelige rettigheder i såvel som udenfor hjemmets. For i højere grad at forebygge en fortsat udbredelse af hiv smittede bør man satse på at gøre kvinderne stærkere. Kvinderne bør hjælpes i retning af at opnå økonomisk sikkerhed, muligheden for at kunne eksistere uden en mand og dermed retten til at bestemme over sit eget liv og sin egen krop.
Som situationen er nu, hvor de zimbabwiske mænd er familiens overhoved i alle henseender og indbegrebet af magt, ja så er kvinder og børn langt mere udsatte for hiv smitten. Relationen mellem mand og kvinde og dermed hiv smittefaren starter, for mig at se, den dag hvor manden køber sin kone via Lobola (brudepris). Fra denne dag ejer manden sin hustru og de børn de måtte få sammen. I nogle familier er det tilmed tradition, at før det nygifte par kan få lov at leve sammen, skal bruden indvies i kraft af seksuelt samkvem med sin vordende svigerfar.
I ægteskabet er mandens og kvindens roller er klart definerede: manden skal forsørge familien økonomisk, og kvinden skal opretholde hjemmet, og som oftest også det tilhørende landbrug, med alt hvad dette indebærer.
Blandt de udearbejdende og mere moderne kvinder begynder man at kunne ane en modstand mod disse fast definerede roller. Kvinderne begynder så småt at protestere mod den ulige arbejdsfordeling i hjemmet. Efter en 8-12 timers arbejdsdag skal kvinden nå at købe ind (man ønsker ikke at betro sin husholderske penge), lave mad (manden vil kun spise mad der er tilberedt af sin kone), arrangere et tilpas varmt bad til manden, massere sin mands trætte nakke og hovedbund og evt. give ham en allround mani- og pedicure, vaske og stryge udvalgte dele af mandens gaderobe (da kun ens kone bør behandle hans inderste beklædningsgenstande), lave en varm kop te og arrangere manden foran TV eller på sofaen med dagens avis. DEREFTER kan husets frue tillade sig at tage sig tid til at tilse børneflokken, med alt hvad det indebærer af pligter. For børneområdet er stadig kvindens, uanset om hun er på arbejdsmarkedet eller ej. SIDST men ikke mindst bør hustruen med al selvfølgelighed agere den elskværdige og hengivne hustru i sengen, da man ikke kan sige nej til ens ægtemands tilnærmelser. I Zimbabwe kan man virkelig tale om ægteskab "i tykt og tyndt - i MODGANG og medgang".
De kvinder der tør brokke sig over arbejdsfordelingen i hjemmet, nægter at leve op til mandens og svigerfamiliens forventninger i forbindelse med ægteskabet og slækker lidt på servicekravene i forhold til mandens forventninger, udsætter til gengæld sig selv og sine børn i risikogruppen for hiv smitte. I Zimbabwe er det nemlig for så vidt normalt og accepteret, at mændene har deres "lille hus", eller flere af slagsen hvis økonomien tillader det, ved siden af sit ægteskab. Det lille hus indbefatter en elskerinde, som man betaler månedlige ydelser i form af husleje, tøj, mobiltelefon og andre luksusvarer. Man dækker også udgifter i forhold til elskerindens børn etc. Grundet landets økonomiske situation, har disse elskerinder desværre ofte behov for flere mænd til at sponsorere sig, hvortil risikoen for hiv pludselig får uanede konsekvenser - for elskerinden, mændene, deres kone(r) (polygami er stadig tilladt) og deres fælles børn.
I Zimbabwe sætter man utrolig meget sin lid til alternative behandlingsmetoder. Når en mand bliver testet hiv positiv, søger han ofte råd hos en lokal healer/medicinmand og agerer ubetinget efter dennes råd. Disse ofte grufulde råd kan eksempelvis indbefatte, at manden har sex med sin yngste datter eller niece. I andre tilfælde hører man om healere, der beder den sygdomsramte bringe et offer i form af et indre organ eller en legemsdel fra et pigebarn eller spædbarn.
Dør manden af aids før sin hustru, overtager enkens svigerfamilie retten til hende, de efterladte børn samt arv og formue. Endvidere vil enken af sin svigerfamilie ofte blive tvunget til gifte sig med én af sine svogre, der vil tage hende ind som en ekstra hustru. Dermed rammes endnu en familie af den dødelige sygdom, og efterhånden toner et billede af faldne menneskelige domino-brikkerne frem for ens indre øje.
Man forestiller sig umiddelbart, at det ovennævnte beskrevne billede af uligheden mellem kønnene, udelukkende gælder for befolkningen i landområderne, folk ude i lerhytterne - men det er langt fra er tilfældet. Dette bliver især klart, når man møder hiv-smittede læger, sygeplejersker, lærere mm. – alle højtuddannede mennesker som oftest ved hvordan hiv smitter og forebygges. Igennem mit arbejde med fattigdomsbekæmpelse har jeg stødt på adskillige moderne mænd og kvinder, som kan berette om egne eller venners erfaringer med skiftende seksuelle partnere i form af ”small houses”. Selvfølgelig tager kvinder også elskere udenfor ægteskabet, men indbegrebet af ”det lille hus” er overvejende et mandefænomen. Pludselig har årsagen til antallet af hiv smittede i Zimbabwe ikke så meget med fattigdom at gøre, eller mangel på uddannelse. Årsagen bør i overvejende grad findes i de af kulturen givne adfærdsmønstre, som kan illustreres i form af mændenes magtbeføjelser og kvinders manglende rettigheder og (in)direkte undertrykkelse.
Skal man bevare sin kulturarv for enhver pris? Hvis udvalgte adfærdsmønstre i ens kulturarv er ensbetydende med, at der hver uge dør mindst 3000 mennesker af aids, at den arbejdsdygtige generation langsomt er ved at uddø og efterlader sig en generation af forældreløse børn, hvoraf en stor del ligeledes er hiv smittede og aids-syge og går en usikker fremtid i møde - bør man så ikke granske sin kultur og de dybt integrerede traditioner og overbevisninger og forsøge at ændre disse adfærdsmønstre til det bedre? Kulturændringer af enhver art tager tid - ofte lang tid. Kvindekampen i DK er langt fra slut endnu - selvom det alt andet lige er et andet niveau vi befinder os på. I Zimbabwe synes tendensen blandt de unge uddannede piger at være, at de fravælger ægteskab for at undgå at blive viklet ind i et kæmpemæssigt spind af traditioner samt undgå uønskede roller som hustru, svigerdatter og svigerinde. Mange unge kvinder vælger bevidst et liv som single mor og fravælger dermed, for dem at se, et indskrænket liv med ingen eller alt for få rettigheder. De unge pigers valg lyder umiddelbart heller ikke som det ultimative udgangspunkt for et sundt familielivfor, men en sådan disposition kan være med til at sætte gang i kulturdebatten og måske med tiden være med til at ændre visse ulighedsskabende og -bevarende adfærdsmønstre og dermed komme hiv/aids til livs.
Læs også Ulla Tørnes´ indlæg i Jyske Vestekysten den 1.dec. 2006: http://www.um.dk/da/servicemenu/Nyheder/Udviklingspolitik/AidsepidemiRammerAfrikasKvinderHaardest.htm
